Hej kære venner.
Jeg skriver her min (og mine søskenes) livshistorie. Vi blev nemlig til på en lidt besynderlig måde. Da vores mor var ved at visne, ville hun ikke have os mere, og en venlig mand kom og puttede os i en pose. Dernæst lagde han os på et brædt, så vi kunne tørre. Det var kedeligt at ligge der, men vi havde hinanden at snakke med. Posen blev lukket til, og vi så faktisk ikke skyggen af dagslys før en ung dame åbnede posen og puttede os i en potte.
Hun var veldig sød og gav os en masse vand og hun snakkede med os flere timer om dagen. Vi kunne godt lide hende og varmen, så vi voksede os større og større, ja - til sidst var vi næsten ligeså stor som vores mor. Pludselig begyndte der at komme store gule blomster på os, og den søde pige hylede af fryd. Vi forstod ingenting, men det viste sig, at vi var store nok til at komme udenfor at stå! Vi blev pakket forsigtig ud, og blev plantet forsigtigt i jorden udenfor. Og manner åh manner. Det er lige noget for os, så vi vil vokse endnu mere! Snart vil der komme store grønne tingester på os, og dem kan hende den søde dame bruge i madlavningen eller give ud til nogen hun holder af! Monstro om vores børn også en dag får samme behandling??
Dette var sommerfuglehistorien om mine elskede squash planter (er det mon stavet rigtigt? Nå jeg googler det senere). Mine elskede squashplanter vil snart få selvskab af kartofler, løg, ærter, spinat, salat, skalsonerod, radisser .... Ja faktisk hele silvans frøpose-sortiment har jeg købt. Mon jeg har nok jord til alle de ting? Hmm... Vi får at se.
Underbo'ernes 9'årige dreng har lovet at hjælpe mig, da jeg desværre stadig render rundt med stor gips og karrylignende fingre. På fredag snupper lægerne gipsen, og jeg burde være så god som ny. Hæhæh det glæder vi os til (ikke mindst Lars, som dermed slipper for det meste af rengøringen)
Jeg lover jer tonsvis af billeder, ligeså snart jeg har fundet den dims man putter i den, så billederne kan komme over på computeren. Dimsen er på mystisk vis forsvundet sammen med vores negleklipper. Gad vide hvor lange tånegle egentlig kan blive? Jeg mistænker spøgelserne for at have snuppet det. Eller også har jeg forlagt mig den. Jeg har ledt alle de steder, hvor den ikke var.
Nå.... Det var nok ævl for i dag, nu vil jeg ud og have jord under neglene. Sikke et fantastisk vejr. Måske man skulle tage ud og fiske senere? Hmmm... Nu ævler jeg igen...
Hav en god dag, og ikke mindst en god slutning på weekenden!